Det handler om mennesker

Interview med Niels Olesen

 

Forår er det knap nok, men et solstrejf finder dog vej ned i de snævre gader i den gamle bydel i Aalborg. Til gengæld stråler Niels Olesen af glæde og tilfredshed. Han har fået ”fod under eget computerbord” og realiseret sin drøm om at undervise blinde og svagsynede i EDB. Denne formiddag foregår det i Dansk Blindesamfunds lokaler midt i byen, hvor to synshandicappede kursister knokler løs ved skærmene. Niels har en lun og smittende nordjysk humor og desuden en vigtig evne til at give folk sejre og tro på sig selv.

Vejen fra autoværkstedet, hvor Niels arbejdede i mange år, til det lille lokale på første sal har været lang. Et snigende synshandicap gjorde det gradvist umuligt for Niels at fortsætte sit hidtidige job som mekaniker. Men en fast tro på, at ting lykkes, hvis blot man vil, gav Niels mod på og mål med livet.

Levende og engageret går Niels rundt til kursisterne og forklarer og hjælper. Under bordet ligger hunden Leica, Niels’ seneste ”hjælpemiddel”. Et levende væsen og tro følgesvend. Her er Niels’ historie.

 

 

Vi sidder her midt i Aalborg, hvor du i dag underviser i EDB, og vi skal snakke lidt om uddannelsen på IT-service. Hvad var det, der fik dig til at rejse den lange vej fra Aalborg til Hellerup og vælge denne uddannelse?

Jeg havde afklaret – inden jeg startede på IT-service uddannelsen – at min drøm var at blive EDB-lærer for blinde og svagsynede, som det hed dengang. Og så var jeg i forvejen i gang med at tage et PC-kørekort på instituttet. Så det lå lige for.

 

Tog du PC-kørekortet som E-learning. Altså hjemme fra Aalborg?

Nej, vi var på instituttet i Hellerup på et to-dages kursus. Derefter var vi hjemme i

14 dage, og så to dage herinde igen. Det kørte fra onsdag eftermiddag kl. 15-21 og så hele dagen indtil torsdag aften. Jeg fik lov at bo derovre og så først rejse hjem fredag morgen.

 

Hvordan blev du opmærksom på den mulighed?

Da jeg gik på nyblindekursus fandt jeg ud af – ved at læse de brochurer, som blev udleveret – at der var jo noget, der hed IT-service. Og at det på IT-service blandt andet var muligt at tage et PC-kørekort. Jeg syntes dengang, at det var svært at få den tid, man havde brug for, når man sad alene her i Aalborg og skulle arbejde med de opgaver, som blev stillet – og samtidig skulle lave alt muligt andet også. Man manglede også sommetider lige et råd, eller havde et eller andet, man ikke kunne finde ud af. Derfor var det bedre, hvis man gik på en decideret uddannelse, hvor man havde det hele lige ved hånden, og hvor der blev stillet krav. Såsom prøver og lignende, der skulle bestås. Derfor valgte jeg at få min bevilling – som lå fra Aalborg kommune på PC-kørekort – konverteret til et forløb på IT-service.

 

Og det lykkedes?

Det lykkedes ja. Jeg kom ind på IT-service og fik – foruden PC-kørekortet – indblik i andre programmer end dem, som kræves til PC-kørekortet.

 

Det lyder jo som en meget målrettet affære. Du vidste, hvad du ville, og det er jo så også det, du arbejder med i dag. Men der sker også andre ting på IT-Service. Prøv at beskrive det, der er det særlige ved denne uddannelse!

For mig, som i forvejen var afklaret om, hvad jeg ville, betød det, at jeg ikke havde en ”slingrekurs” igennem uddannelsen. På den anden side; for dem, som ikke rigtig vidste, hvad målet var, var der netop mulighed for at prøve forskellige ting.

Udover fagene var der forskellige psykologiske tests, som kunne gøre en mere bevidst om, hvem du selv er og afklare en i, hvor ens stærke sider er. Og jeg var så heldig, at mine faldt ud i den retning, som jeg gik målrettet mod.

 

Du blev ikke decideret overrasket?

Jeg blev ikke overrasket. Men for nogle af mine studiekammerater var der ting, der blev flyttet og fik dem skubbet i den rigtige retning. Det synes jeg var alle tiders.

 

Hvad synes du var godt ved uddannelsesforløbet for dit vedkommende?

Jeg syntes det bedste var, at jeg for det første mødte andre mennesker på uddannelsen, som jeg lærte noget af. Plus at jeg kunne bruge noget af den viden, jeg havde og høre, hvad problemer andre havde med IT og på den måde kunne få en større indsigt. Det var også et andet klientel, jeg mødte, end jeg var vant til. Det er hovedsagelig yngre mennesker, der går der på instituttet, hvorimod dem jeg møder nu, er folk, der lidt er mere oppe i alderen.

 

Folk som har besluttet sig for, at de vil lære noget EDB?

Ja, som enten kommer her under aftenskolelovgivningen eller i kompenserende kurser, som jeg også underviser i. Så på den måde er det anderledes mennesker, jeg møder i mit arbejde.

 

Du kom på IT-service altså ind i et miljø med mennesker, der havde samme interesse som dig og måske også samme mål, og som allerede var i gang med at undervise?

Nogle af dem. Der var ingen af dem, der gik direkte i undervisningsøjemed. Men jeg kunne så til gengæld bruge det, jeg havde lært til at hjælpe dem videre. Så jeg fik prøvet mine pædagogiske og faglige evner, mens jeg gik på uddannelsen.

 

Men du lærte vel også noget?

Ja jeg har fået lært en hel del. For det første lykkedes det mig at få hele PC-kørekortet den tid, jeg gik der. Plus, jeg jo så også var så heldig, at jeg fik lov til at gå på IT-instruktør uddannelsen samtidig med, at jeg gik på IT-Service.

 

Var de, som underviste i EDB, seende eller synshandicappede?

Jeg havde begge dele. Jeg havde seende og blinde og svagsynede, så på den måde fik jeg en ualmindelig god vejledning, fordi de selv var synshandicappede.

 

Det leder mig videre til det næste spørgsmål, som måske heller ikke er så møntet på dig, fordi du var så afklaret – men fik du den rådgivning, du havde brug for undervejs?

Ja det gjorde jeg. Det skyldes måske også min alder og erfaring. Fordi jeg vidste, hvor jeg skulle hen. Jeg spurgte rundt i huset, når jeg havde brug for hjælp. Og fordi jeg har gået på nyblindekursus derovre og kendte huset ret godt – vidste jeg, hvem der sad med den viden, som jeg havde brug for. Og på den måde kunne jeg så gå hen og sige til lederen af uddannelsen: ”Jeg skal bruge hjælp fra den og den afdeling.”

 

Fik du den?

Det fik jeg uden videre. Der var ikke nogle begrænsninger. Sommetider skulle jeg måske gå den officielle vej. Men sommetider kunne jeg selv ”snyde” og lige smutte ind og spørge.

Så gik det hurtigere. De fleste på undervisningsafdelingen kender mig. Så når jeg spurgte efter et eller andet der, jamen så fik jeg også den vejledning, jeg skulle have.

 

Hvis du selv skal sige i dag, hvor du er tilbage i Aalborg – hvad betydning har det så haft for dig både arbejdsmæssigt og personligt at gå på IT-service?

Arbejdsmæssigt har det givet mig en kæmpe ballast til at gå ud på arbejdsmarkedet, fordi jeg nu ved, at jeg har en bedre viden bag mig, end jeg havde før. Jeg har haft længere tid til at sætte mig ind i forskelligt stof, og jeg har nok læst flere bøger om det her emne, end jeg ville have gjort, hvis jeg bare havde gået hjemme. Så har jeg jo taget IT-instruktøruddannelsen derovre, mens jeg gik på IT-service. Det kom til at indgå i min plan. Og jeg havde tiden til at skrive opgaverne og kunne få den hjælp, jeg havde brug for undervejs. Hvis der var noget, jeg var i tvivl om, jamen så kunne jeg spørge. Og hvis der var et eller andet, hvor man tænkte: ”Hvordan formulerer du lige det?” – så kunne man skrive en tekst og læse den op for en af de andre, som gik på uddannelsen, og så kunne det være de sagde: ”Det lyder da åndssvagt det der. Prøv lige at omformulere det”. Så på den måde har jeg haft en ualmindelig god hjælp også af de andre medstuderende.

 

Og personligt?

Personligt synes jeg, at man har lært at tænke, at hvis et eller andet går fuldstændig galt, jamen så: ”Skidt med det. Der kommer en dag i morgen. Tag det nu roligt”. Så jeg synes, jeg har lært en hel del helt anderledes ting. Jeg har også oplevet mange interessante ting, som man ellers ikke ville.

 

Ja, kan du nævne et par stykker af dem?

Ja, altså vi var fx inde og høre Dalai Lama. Og der blev i det hele taget holdt mange interessante foredrag, som gav en noget at tænke over.

 

Og så var I vel også på virksomhedsbesøg …?

Virksomhedsbesøg havde vi en del af. Vi var blandt andet ude på Amager og høre om en, der havde autister ansat. Det var vældig interessant. Så på den måde er vi kommet i berøring med et stort og bredt klientel.

 

Og praktikker?

Praktikker var jeg også i. Jeg prøvede blandt andet at undervise på lydteknikker-uddannelsen. Og det syntes jeg var meget interessant. Der var mange unge mennesker, som vidste, hvad de ville være, og troede, de vidste alt om EDB. Den ene af dem havde jeg selv gået på nyblindekursus sammen med, og så skulle jeg pludselig undervise ham. De skulle gennem de 3 første moduler af PC-kørekort.

 

Var du i praktik uden for huset?

Ja, jeg var blandt andet i synsrådgivningen i Odense, hvor jeg fulgte flere forskellige synskonsulenter i 14 dage. Det var meget interessant også at være med ude og se, hvilke problemer, der var der.

 

Hvis du skulle give et råd til en, der skulle starte på IT-service i morgen, hvad ville du så sige til vedkommende?

Jeg vil sige, at de skal være åbne overfor de mange nye indtryk. Plus at de skal være afklaret med, at de skal være hjemmefra i halvandet år. Folk skal altså have afklaret deres familiemæssige forhold først, inden de tager derover. De skal være sikre på, at de kan være hjemmefra, fordi det er hårdt for ens familie at skulle undvære en. Hvis det er folk, der har små børn, så skal de tænke sig ekstra godt om, før de tager derover. Det er mit råd til folk.

 

Fakta

Niels Olesen er 49 år. Han har en 10. klasse fra Dronninglund skole i 1972.

Herefter blev han uddannet som automekaniker. Niels har været værkfører forskellige steder inden for autobranchen. Sidst hos A. Østergaard i Aalborg. Niels har også været selvstændig. Niels Olesen er ”samboende” som han udtrykker det, og har to voksne børn. Han underviser i dag som timelærer i Nordjyllands Amt, på AOF og i fællesamtsligt regi.

 

I forbindelse med IT-service uddannelsen var Niels Olesen i praktik på Synsrådgivningen i Odense samt på Lydteknikeruddannelsen i Hellerup. Desuden gav han Braille – Lite undervisning til to studerende på Musikprofilen på Instituttet.

 

Niels Olesens synshandicap startede i 1996, hvor han fik nethindeløsning på højre øje og i 1998 på venstre øje. Han er helt blind på højre øje og har 0,01% syn på venstre øje. Niels Olesen bruger hjælpemidler som softwareprogrammet JAWS til PC, CCTV og Braille Lite, og har til daglig hjælp af sin førerhund Leica. Niels Olesen gik på IT-service fra 2002 til 2004.

 

Interview er lavet i efteråret 2004. Interviewet indgik som en del i en brochure.  Det handler om mennesker. Udgivet af IBOS

 

Hvad er der sket efter 2004.

IT-service har skiftet navn til VITAE, som står for Vækst, Individuel Træning, Afklaring og Erhverv.

Jeg underviser stadig regionalt samt på Instituttet i Hellerup. Jeg er blevet tilknyttet instituttets pc kørekort undervisning.

Siden er redigeret i August 2009